Min baggrund

Mit navn er Tanne Rosamunda og jeg er uddannet massør, clairvoyant vejleder og coach. Jeg kommer oprindeligt fra Tistrup og havde base i København fra 1991-2013 med min datter Thea. Jeg bor nu i Blistrup i Nordsjælland.

Min tilværelse har budt på mange spændende oplevelser. Jeg har altid været meget søgende og fra jeg var ca. 17-28 år var jeg mere eller mindre konstant på rejse; kun afbrudt af perioder med småjobs, for at tjene penge til at rejse mere (!). Jeg elskede at komme rundt og opleve, og jeg følte mig altid hjemme, der hvor jeg var.

Mine udlandsrejser omfatter bl.a. længerevarende ophold i Israel, Ghana, Burkino Faso, England og Skotland og turnevirksomhed med gadeteatret ”Solcirkus” i Frankrig, Jugoslavien, Grækenland, Italien og Danmark. Jeg er sjældent taget af sted med et særligt formål for øje og har oftest blaffet fra sted til sted. I mødet med en masse fantastiske mennesker og kulturer, har jeg - uden at vide det – været på vej mod min nuværende karrierevej som vejleder og coach. Derfor kan jeg med rette kalde mine rejser i udlandet, for min ’vigtigste’ uddannelse.

Imellem alle rejserne har jeg har haft mange forskellige jobs - fra lager-arbejder, butiksassistent/-bestyrer, håndboldtræner, pædagogmedhjælper, antikvitetshandler og cafebestyrer til skuespiller og danser. Alle disse forskellige roller og relationer har givet mig et bredt kendskab til og forståelse for mennesker fra mange forskellige baggrunde og livsveje – en erfaring, jeg hver dag trækker på i mit nuværende virke.

Efter et kort ophold på Erhvervsakademiet i Lyngby, blev jeg ansporet til at følge min nuværende livsvej og startede i uddannelse som massør og clairvoyant vejleder. I 2006 startede jeg egen virksomhed og har arbejdet som selvstændig siden.

Mit kald er at gøre en forskel og jeg vil elske at bidrage til tilstedeværelse og nærvær i dit liv. Min taknemmelighed er stor.

Uddannelse

LEEP, Leading Energy and Essence Practioner (2011)
v/ Niiahne Regitze Elene Petersen og Sonja Koch, København

Intuitiv Coach (2006)
v/ Marie Pixi og Lone Jørgensen, Livskompagniet, Hillerød

Clairvoyant vejleder (2005)
v/ lærer og mentor Birgitte Pragst

Holistisk massør (2005)
Naturmedicinsk kursuscenter, Christianshavn

Deltager desuden løbende på kortere udviklingskurser